Egemeldug

Microsphaera alphitoides

Egemeldug er en svamp, der angriber unge egetræer med en iøjnefaldende, hvidlig belægning. Sommerskuddene ser ud, som om de er dækket af mel;det skyldes svampens hvide luftmycelium. I den hvide belægning kan man med det blotte øje skimte sorte sporehuse, hvor der dannes de såkaldte sæksporer. Svampen snylter på egebladene ved at sende såkaldte haustorier eller svampetråde ind i plantens væv, hvorfra de opsuger næring.

Egemeldug er en af de få invasive plantesygdomme , som er kommet til Europa fra en anden verdensdel. Dette skete allerede i begyndelsen af 1900 - tallet, og herefter bredte svampen sig lynhurtigt.

Meldugsvampe kan kun være aktive, så længe bladene laver fotosyntese og dermed næring. Sidst på sommeren begynder melduggen at lave frugtlegemer, som er små, runde kugler 1 mm. Når bladene falder af, må svampen overvintre som frugtlegeme, indtil værten igen springer ud. I nogle tilfælde kan meldug dog også overvintre som mycelium i knopperne.