Jordbærrødmarv

Phytophthora fragariae

Jordbærrødmarv forårsages af en algesvamp. De første symptomer kan være meget svære at se. Ofte drejer det sig blot om en farveændring i bladene. Planterne bliver blå grønne i farven. Hvis infektionen kommer til udtryk om efteråret, kan bladene farves rødviolette. De ældre blade får røde, brune eller gule bladkanter, og senere ændrer hele bladpladen farve og visner. Når planterne har været angrebet i en tid, bliver de hæmmet i væksten, producerer færre bær og få eller ingen udløbere.

Svampen er jordboende og angriber rødderne. Den trænger ind i rodmarven, som bliver rødfarvet. Deraf kommer det engelske navn på sygdommen red core (rød marv). Inde i roden danner svampen kønnede sporer, oosporer. Dette er svampens hvilesporer, som kan overleve i jorden i mindst 15 år. Svampen danner også zoosporer, som er meget små, bevægelige sporer. Disse sporer spredes med vand, og de angriber jordbærplanterødderne. De lever kun i kort tid (nogle timer), men er meget effektive smittespredere.
Sekundære organismer fremkommer ved angrebspunktet, og roden ødelægges efterhånden. Rødfarvningen af rodmarven ses bedst om foråret (april-juni) og sent om efteråret (september-november), når de nydannede rødder er blevet inficeret. I sommermånederne maskeres symptomerne. Svampen isoleres fra rødder, men man har fundet svampen selv i bladstilke, bladplader og udløbere. Svampen har et temperaturoptimum mellem 10-17 °C.

Svampen spredes først og fremmest med inficerede udløbsplanter.
På inficerede marker findes svampen helt ned til 50 cm i jorden. Vand er også en meget vigtig spredningsvej. Speciel risiko for spredning foreligger, når inficerede marker oversvømmes. Hvis vandet fra smittede marker kommer i kontakt med bække eller andre vandløb, kan sporerne spredes den vej.
Jord, maskiner og redskaber som anvendes i inficerede kulturer kan også overføre smitte.

Plantebeskyttelsesmidler