Savtakket kornbille

Oryzaephilus surinamensis

Den savtakkede kornbille, der især optræder som kornskadedyr, stammer oprindelig fra de tropiske egne. Her i landet lever den ikke udendørs, men kan kun overleve og formere sig i opvarmede lokaler.

Billen er ca. 3 mm lang, mørkebrun, fladtrykt og har savtakkede lister på forbrystet. Den har veludviklede vinger, men man har aldrig set den flyve. Larven bliver 3 - 4 mm lang, den er gullighvid med mørkt hoved.

En savtakket kornbille lever som regel 6 - 10 måneder, men kan blive op til 3 år gammel. Hunnen kan i sin levetid lægge ca. 400 æg. Æggene lægges enkeltvis eller i små grupper løst i kornet eller i andre varer.

Ved 32°C, hvor det går hurtigst, gennemløbbes udviklingen fra æg over larve til voksen på ca. 25 dage. Ved 20°C tager det knapt 2 måneder. Ved temperaturer på under 18°C formerer de sig ikke.