Almindelig kongepen

Hypochoeris radicata

Almindelig kongepen er en 30-40 cm høj urt, der i Danmark er meget almindelig f.eks. langs veje, på overdrev og i klitter. Alm. kongepen er en typisk plante fra Kurvblomst-familien.

Alm. kongepen er en flerårig urt. Stænglerne er bladløse og kun behårede for neden. Bladene sidder samlede i en roset ved jorden. De er stift hårede og har fliget rand. Blomstringen sker fra juni til august. De 2-3 cm brede blomsterkurve har gule, tungeformede enkeltblomster. Frugterne er nødder med en lille skærm (som hos Mælkebøtte).

Rodnettet består af en kraftig, lodret rodstok, som bærer forholdsvis få, men dybtgående siderødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,40 × 0,20 m (40 × 20 cm/år).