Brøndsel

Bidens

Brøndsel slægt af kurvblomster med ca. 230 arter udbredt over hele verden, flest i Mexico. Det er en- eller flerårige urter med modsatte blade og gule eller hvide randblomster, som dog kan mangle. Fnokken består af to-fire stive børster med modhager (bidens 'to tænder'), som dyr let får i pelsen, således at frugten spredes. I Danmark findes tre arter. Fliget brøndsel, Bidens tripartita, er almindelig langs åer og søer m.m. Nikkende brøndsel, B. cernua, vokser lignende steder, men er ret sjælden.