Cypres-vortemælk
Euphorbia cyparissias
Cypres-vortemælk er en 10-30 cm høj urt, der i Danmark vokser langs veje og nær bebyggelse. Hele planten indeholder en giftig og ætsende, hvid, latex-holdig saft. Planten er mellemvært for ærterust, som kan misdanne den fuldstændigt.
Cypres-vortemælk er en flerårig urt med en opstigende, busket vækst. Stænglerne er hårløse og runde i tværsnit. De bærer spredtstillede blade, som er linjeformede og helrandede med indrullet rand. Over- og undersiderne er ensartet lysegrønne. Blosmtringen sker i maj-juni. De egentlige blomster er uregelmæssige og uanselige, men én hunlig blomst og 5 eller flere hanlige danner tilsammen en uægte blomst, som er forsynet med meget tydelige nektarkirtler og gullige støtteblade. Disse uægte blomster er samlet i endestillede stande. Frugterne er små, ru kapsler med mange frø.
Rodnettet er meget kraftigt, og det består af krybende jordstængler og nogle dybtgående trævlerødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,50 x 0,50 (50 x 50 cm/år).










