Gåsefod

Chenopodium

Gåsefod, planteslægt med ca. 150 arter i amarantfamilien. Slægten er udbredt i tempererede egne over hele Jorden. Det er urter med ofte "melede" blade pga. saftfyldte hår, hvis kuglerunde endeceller falder af ved berøring. Blomsterne er små, grønlige og uanseelige, samlet i nøgler.

I Danmark er ni arter mere eller mindre hyppigt forekommende, især som ruderatplanter omkring byer og på agerjord. Blandt de almindeligste er hvidmelet gåsefod, Chenopodium album. Stolt Henriks gåsefod, C. bonus-henricus, er mange steder forvildet fra tidligere dyrkning som lægeplante og køkkenurt; den blev brugt som spinat, en anvendelse også andre arter har haft. C. quinoa, quinoa, og andre arter fra Andes dyrkes for de stivelsesrige frø.