Humle-sneglebælg

Medicago lupulina

Humle-sneglebælg er en nedliggende, 10-30 cm lang urt, der vokser vildt på f.eks. overdrev og i vejkanter. Den anvendes i landbruget som grøngødning og til ukrudtsbekæmpelse.

Humle-sneglebælg er en én- eller toårig, urteagtig plante med en nedliggende vækst. Stænglerne er forgrenede, svagt kantede og næsten hårløse. Bladene er spredtstillede og trekoblede med omvendt ægformede småblade. Bladranden er fint tandet og oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen foregår i juni-september, og man finder blomsterne 20-30 sammen i tætte hoveder fra bladhjørnerne. De enkelte blomster er små, uregelmæssige og 5-tallige med gule kronblade. Frugten er en bælg, som er snoet tæt sammen, næsten en hel omgang.

Rodsystemet består af en snoet og dybtgående pælerod med mange siderødder. Planten er afhængig af samliv med kvælstofsamlende knoldbakterier af slægten Rhizobium.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,25 x 0,75 m (25 x 75 cm/år).