Hvid okseøje

Leucanthemum vulgare agg.

Hvid Okseøje er en 20-70 cm høj urt, der vokser på agerjord, vejkanter og enge.

Hvid Okseøje er flerårige, urteagtige planter med en grundstillet bladroset og en opret, forgrenet vækst. Stænglen er furet og svagt håret. Bladene er spredtstillede og stilkede (stængelbladene er dog ustilkede). Grundbladene er omvendt ægformede med rundtakket eller groft savtakket rand, mens stængelbladene er linje- eller lancetformede med fliget til tandet rand. Oversiden er græsgrøn og undersiden er lysegrøn. Blomstringen foregår i juni-juli, og man finder blomsterkurvene endestillet på hver af stængelforgreningerne. Kurvene består af hvide tungekroner og gule rørkroner. Frugterne er nødder.

Rodsystemet består af en stor mængde trævlerødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,50 x 0,30 m (50 x 30 cm/år).