Skvalderkål

Aegopodium podagraria

Skvalderkål er en 30-100 cm høj flerårig urt med tæppedannende vækst.

De grundstillede blade er 2-3 dobbelt fjersnitdelte og uligefinnede. Småbladene er skævt hjerteformede med skarpt savtakket rand. Oversiden er mat mørkegrøn, mens undersiden er noget lysere. Stængelbladene er er trekoblede med noget mere smalle småblade.

Blomstringen sker i juni-august, hvor de små, hvide blomster ses samlede i skærme, der atter danner større, endestillede skærme på særlige stængler. Frøene modner godt og spirer (for) villigt.

Rodnettet består af trævlerødder, der sidder på lange, forgrenede jordstængler. Jordstænglerne bærer desuden både grundstillede blade og bladbærende blomsterstængler.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,5 x 2 m (50 x 20 cm/år). Disse mål kan fx bruges til beregning af planteafstande, når arten anvendes som kulturplante.

Plantebeskyttelsesmidler