Slangeurt

Bistorta officinalis

Slangeurt er en kraftigt voksende, løvfældende staude. Den danner store, fladedækkende bevoksninger, som besår af oprette, ugrenede stængler. Planten er aggressiv og kan true mere moderat voksende planter i nærheden.

Stænglerne bærer brede, ægformede eller næsten trekantede blade. Bladene er helrandede med saftigt grøn, glat overside og grågrøn underside. Blomstringen sker i juni-juli med efterblomstring hen i september. Blomsterne er samlet i et tæt aks, som består af talrige, lyserøde blomster. Frøene modner godt og spirer villigt.

Rodnettet består af en kort, vandret rodstok, som bærer det oprette skud og de mange trævlerødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,75 x 2,5 m (75 x 25 cm/år).