Sortrust
Puccinia triticina
Sortrust eller berberis-græsrust er en svampesygdom, der tidligere har gjort stor skade på vore kornarter, indtil det lykkedes at uskadeliggøre den ved at udrydde svampens mellemvært, almindelig berberis (Berberis vulgaris). Svampen Puccinia graminis har et meget kompliceret livsløb. idet den overvintrer som sorte vintersporer, der fremkommer på de angrebne græsser sidst på sommeren. Om foråret spirer hver af vintersporerne med fire såkaldte basidiesporer, der kun har spirernulighed på nyudsprungne blade af berberis. Svampen danner her et mycelium i bladet, hvorfra der udvikles hanlige og hunlige anlæg. Efter en befrugtning dannes på undersiden af bladene gullige rustskåle, og sporer herfra inficerer græsarter. Svampen gør specielt stor skade på hvede, idet høstudbytte og kvalitet nedsættes kraftigt. Kort efter infektionen bryder de brune sommersporer frem på bladene i lange striber. Disse sporer kan igen smitte hveden og forstærke skaden. Først senere på sommeren dannes de sorte vintersporer, der overvintrer, og kredsløbet er dermed slut.
Oprindelig blev der påvist nogle få smitteracer blandt sortrustsvampen, således at hvede, havre, rug og rapgræs kun kunne angribes af hver sin smitterace. Det ser ud til, at der siden er foregået en krydsning mellem svamperacerne, da de i dag overlapper hinanden.







