Knækkefodsyge

Pseudocercosporella herpotrichoides

Knækkefodsyge angriber vintersæd. Især hvede og rug hvor 10-15 % tab kan forekomme. Vinterbyg skades mindre. Knækkefodsyge kan ses 6-8 uger efter, at planten er smittet, fra vækststadium 26, ved at der yderst på bladskeden lige over jordoverfladen fremkommer uregelmæssige vanddrukne pletter eller misfarvninger. Først ved stadium 75 ses, ved stråbasis, de typiske, ovale, lysebrune-grålige pletter, der ligner øjepletter omgivet af en mørk rand. Vand- og næringstransporten hæmmes. Lejesæd kan forekomme ved stærke angreb. Knækkefodsyge kan forebygges med sædskifte.
Mykologi
Knækkefodsygesvampen producerer 2 slags mycelier: et gulbrunt, lineært eller grenet og et mørkt. Den mørke er stromaagtig og årsagen til den mørke overfladiske plet på stænglen. Konidierne er gennemsigtige, svagt kurvede og ofte 5-7-cellede. Konidiestørrelsen er 1,5-3,5 x 35-70 µm. Systematik: Deuteromycotina, Hyphomycetes, Hyphomycetales, Moniliaceae.
Symptomer
Knækkefodsyge kan ses 6-8 uger efter smitte, fra vækststadium 26, ved at der yderst på bladskeden lige over jordoverfladen fremkommer uregelmæssige vanddrukne pletter eller misfarvninger, der kan brede sig videre ind i bladskeden. Senere dannes mørkebrune, punktformede ansamlinger af mycelium (stroma) i det angrebne væv. Bladskederne er revet op flere steder i det angrebne væv. Sunde planter er hvide som porrer ved basis. Først ved stadium 75 ses, ved stråbasis, de typiske ovale, lysebrune-grålige pletter, der ligner øjepletter, omgivet af en mørk rand. Når bladskederne fjernes, kan i nogle tilfælde ses sorte prikker (stromavæv). Da vand- og næringstransporten fra rodnettet hæmmes, nødmodner planterne og får skrumpne kerner. Stærke angreb kan give lejesæd. Symptomerne om foråret er lettere at genkende i HVEDE end i RUG. Sommersymptomerne i rug ligner hvedens, men er ofte mere stængelomfattende og diffuse. I VINTERBYG ses en rødbrun misfarvning langs bladskeden (rustfarvet) eller afgrænsede misfarvninger på bladskeden. Fjernes bladskederne, ses ofte små prikker, og stænglen nedenunder har et gulligt skær. Ofte er stænglerne jævnt misfarvede over det hele. Øjepletterne fremtræder som en ensartet brunfarvning, ofte med lysere midte. Forvekslinger: Symptomerne kan i foråret forveksles med angreb af fusarium, skarp øjeplet eller trådkølle.
Angrebstidspunkt
Selv om smitten både sker efterår og forår, ses symptomerne oftest først fra foråret. Der kan ske smitte i hele vækstperioden, men de tidlige angreb er mest tabsvoldende.
Biologi
Knækkefodsvampen overlever på smittede planterester. Overlevelsestiden er ca. 2-3½ år på lerjord og 1-2½ år på sandjord. Gennem efterårs-, vinter- og forårsmånederne sporulerer svampen fra stråene og spredes via regnplask og vind over korte afstande til de fremspirende planter. Klimakrav: Temperaturer mellem 4°C og 13°C og en relativ luftfugtighed over 80 % med en varighed på mindst 15 timer samt nedbør er nødvendigt for en effektiv smitte. Svampens vækst i planten er tiltagende indtil ca. 20°C. Fugtigt og køligt vejr om efteråret, milde vintre samt et koldt og fugtigt forår begunstiger svampens smitte- og vækstmuligheder i planten. En tør periode i maj-juni hæmmer angrebet. Inkubationstiden (perioden fra smitte til symptomer ses) er ca. 30-55 dage afhængigt af temperaturen.

Plantebeskyttelsesmidler