Almindelig hanespore

Echinochloa crus galli

Kendetegn: Bladlejet er sammenrullet. Bladene er lange og ved bladgrunden ret brede. Bladoverfladen kan være ru, og ved bladgrunden forekommer der enkelte hår. Bladskederne kan være hårede eller glatte. Bladtænder og skedehinde mangler.

Voksen plante: Alm. hanespore kan i meget varme somre udvikles til en kraftig plante med op til 150 cm høje stængler, men er normalt noget mindre (25-60 cm). Væksten er først nedliggende og siden opret. Den oprette eller nikkende blomsterstand er nærmest topformet med duskagtigt samlede småaks. Frøproduktion: Op til ca. 2.000 frø pr. plante.

Frø: 3 forekommende typer. Type 1 har bruskagtigt, stift dæk- og forblad. Blanktglinsende, buttet ægformet med plan bugside, uden bugstilk og -fure. Dækblad med kort topspids. Type 2 med stive fastsiddende yderavner. Den nederste med op til 14 mm lang stak - den øverste med kort ca. 1 mm lang topspids. Flertallet af nerverne med stive tornagtige hår. Type 3. Nøgent frø, forekommer ofte. Overfladen næsten glat, råglasagtig.

Formering og spredning: Udelukkende ved hjælp af frø.

Livsvarighed: Sommer-enårig.
Betydning: Alm. hanespore er en relativt ny ukrudtsplante, som indtil videre kun optræder lokalt i ensidigt dyrket majs, hvor den kan være ret tabsvoldende. Da arten er skyggefølsom og varmekrævende med hensyn til fremspiring (sent fremspirende) og øvrige vækst og udvikling, forventes den at kunne blive et problem i åbne rækkeafgrøder.

Plantebeskyttelsesmidler