Blød hejre

Bromus hordeaceus

Kendetegn: Bladlejet er sammenrullet. Slappe blødhårede blade med tydeligt 3-nervet over- og underside. Bladtænder mangler. Bladskeden er blødhåret og sammenvokset (lukket) til over midten. Skedehinden er kort ca. 2 mm lang og næsten helrandet.

Voksen plante: Blød Hejre er en mellemstor plante med 10-40 cm høje, opstigende eller oprette stængler. Småaksene er samlet i en top med oprette topgrene. Planten er overalt blødhåret og føles blød ved berøring, deraf navnet. Frøproduktion: Op til ca. 1800 frø pr. plante.

Frø: Ellipseformet med 'foderskovlformet' bugside og en ca. 5-8 mm lang stak. Dækbladet 7-9 -nervet, hvælvet med åbne sidekanter på øverste tredjedel. Bugstilken ca. 1 mm lang, lidt krum med skålformet hoved. Bugfuren bred, fladbundet med smal længderille. Overfladen korthåret på bugstilk og dækblad. Tusindkornsvægt ca. 3,6 g.

Formering og spredning:
Udelukkende ved hjælp af frø.

Livsvarighed: Overvintrende enårig og sommer-enårig, eller toårig.
Betydning: Arten er almindeligt forekommende overalt i landet. Den optræder mest langs markkanter i både efterårs- og forårssåede afgrøder. I en række græsfrøafgrøder er planten uønsket, fordi frøene er vanskelige at rense fra.

Plantebeskyttelsesmidler