Eng-brandbæger

Senecio jacobaea

Eng-brandbæger er en 40-100 cm høj, urteagtig plante med en opret vækst. På braklagte marker ses den ofte i stor mængde, hvad der kan volde problemer, hvis man ensilerer markens vegetation. Planten er nemlig stærkt giftig for kreaturer.

Eng-brandbæger er en to- eller flerårig, urteagtig plante med en stift opret vækst. Stænglen er furet og svagt håret. Bladene er spredtstillede og adskilles i de ovale grundblade og de omvendt ægformede, fjersnitdelte stængelblade. Oversiden er lyst græsgrøn, mens undersiden er grålig. Blomstringen foregår i juli-september, hvor man finder blomsterne i endestillede halvskærme. De enkelte blomsterhoveder er kurve, som består af udstående, gule randkroner og tæt pakkede, rørformede, gule skivekroner. Frugterne er nødder med en håragtig fnok.

Rodsystemet består af kødfulde, vandret krybende jordstængler og trævlede rødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,00 x 0,50 m (100 x 50 cm/år).

Plantebeskyttelsesmidler