Ranunkel

Ranunculus

Ranunkel, planteslægt i ranunkelfamilien med ca. 300 arter i tempererede egne (ca. 20 i Danmark) og på bjerge i troperne; mange arter er arktiske og alpine. Blomsterne har talrige støvdragere og dobbelt bloster, oftest med fem bægeragtige blade og fem kronbladsagtige honningblade, der hos de fleste europæiske arter er glinsende gule, hvorfor blomsterne kaldes smørblomst. Frugten er en flerfoldsfrugt af enfrøede nødder.

De hvidblomstrede vandranunkler regnes ofte til en selvstændig slægt, Batrachium, ligesom vorterod undertiden føres til sin egen slægt, Ficaria.

De fleste danske arter, fx bidende ranunkel (R. acris), lav ranunkel (R. repens) og nedbøjet eller kærranunkel (R. flammula), vokser på fugtige steder; kun knoldranunkel (R. bulbosus) hører hjemme på tørre overdrev og skrænter. Den nu sjældne agerranunkel (R. arvensis) er et markukrudt. Af andre arter i slægten kan nævnes isranunkel, Ranunculus glacialis, der vokser højere end nogen anden frøplante både i Alperne og de skandinaviske fjelde. En del arter fra Alperne og Middelhavsområdet dyrkes som prydplanter.

Plantebeskyttelsesmidler