Skoldplet

Rhynchosporium secalis

Skoldplet angriber især byg og rug. De største angreb forekommer i vinterbyg. Udbyttetabene kan ved kraftige angreb være 15 %. På blade og bladskeder fremkommer 1-2 cm lange ovale eller uregelmæssige vanddrukne pletter. Farven bliver senere hvidgrå (skoldet) med tydelig purpurrød eller mørkebrun rand. Angrebstyrken er nært knyttet til fugtigt vejr. Skoldplet er under fugtige forhold stærkt epidemisk, og bekæmpelse bør ske forebyggende ved risiko for store angreb. De kraftigste angreb ses ofte på de letteste jorder.
Mykologi
Svampens mycelium ligger under kutikulaen (bladoverfladen). Den danner et stroma med enkle hyfer, på hvilke der dannes flere gennemsigtige, 2-cellede, 11-35 x 3-5 µm store konidier. Den øverste celle er seglformet. Systematik: Deuteromycotina, Hyphomycetes, Hyphomycetales, Dematiaceae.
Symptomer
På blade og bladskeder fremkommer 1-2 cm lange ovale eller uregelmæssige vanddrukne pletter. Farven bliver senere hvidgrå (skoldet) med tydelig purpurrød eller mørkebrun rand. Symptomerne findes ofte på bladpladen ved overgangen til bladskeden på det sted, hvor der samler sig vanddråber. Pletterne flyder efterhånden sammen til uregelmæssige områder. Omkring pletterne gulner bladet, og vævet visner. De nederste blade bliver stærkest angrebet, men ved kraftige angreb breder svampen sig til de øverste blade samt aks. Hos rug har bladsymptomerne mindre tydelig rand og er mere linseformede. Forvekslinger: Angreb i byg kan til tider forveksles med svidninger forårsaget af ukrudtsmidler.
Angrebstidspunkt
På vinterbyg og især ved tidlig såning kan de første symptomer ses i oktober måned. Oftest ses angrebene først i foråret. I vårbyg i fugtige år ses symptomerne fra strækningsstadiet (Stadium 30-31).
Biologi
Svampen kan leve på både spildplanter og planterester. Svampen er i mindre grad udsædsbåren. Andre værter kan vedligeholde smitstof. Overlevelsestiden på planterester er 6-12 måneder. Sporerne spredes via regnplask og i mindre omfang via vind over kortere afstande. Smitte fra nabomark til nabomark forekommer derfor kun i mindre omfang. Klimakrav: Skoldpletsvampen trives bedst under kølige og fugtige betingelser. De kraftigste angreb ses derfor i vinterbyg. Sporedannelse og smitte sker over et stort temperaturområde med optimum ved 15-20°C - højere temperaturer virker hæmmende. Til infektion kræves vedvarende fugtighed, ligesom fugtighed er nødvendig for sporedannelse. Inkubationstiden (tiden fra smitte til symptomer ses) er ca. 32 dage ved 10°C, og ved 18°C går der kun 10 dage.

Plantebeskyttelsesmidler