Almindelig haremad (Haremad)
Lapsana communis

Almindelig haremad, også blot kaldt Haremad, er en enårig plante i kurvblomst-familien. Den bliver 50-100 centimeter høj og er almindelig i det meste af Danmark.

Haremad er en spinkel urt med mælkesaft og lyreformet fjersnitdelte blade, det vil sige blade med et stort endeafsnit og få, små sidelapper. De små gule blomster, der har tungeformede kroner, sidder normalt 8 sammen i kurvene. Frugten er uden næb eller fnok. Plantens blomster er kun åbne om formiddagen og kun når solen skinner. Kurvene måler da 1-1,5 centimeter i diameter.